Pato Siebenhaar – Gå for det

Med “Gå for det” har Pato Siebenhaar fået sin fjerde “Ugens Uundgåelige” på P3, og turneret Danmark tynd med sit dansksprogede album “Ca. lige her”. Vi fangede ham inden koncerten i Aalborg.


Se musikvideoen til “Gå for det”

En smadret guitar til en 1000-lap
“Gå for det” startede med, at jeg havde købt en rigtig sløj elguitar for 1000,- inde i et af stræderne i København hos en fyr, der havde en guitarforretning, der var gået ned. Han havde alt muligt lækkert, gammelt lir, og i hjørnet stod der en gammel, smadret Les Paul-efterligning fra 80‘erne, som bare var fucked. Men jeg kunne få den for en tusse, og så hoppede jeg på den.

En nat da jeg sad og fedtede rundt med den i studiet, fandt jeg på guitar-riffet, der starter nummeret. Og ud fra det riff begyndte nummeret at tage form… I bund og grund er det jo bare en akkord, der ligger og fedter rundt i H-dur. Det udviklede sig så til noget nærmest musical-agtigt a la Andrew Lloyd-Webber.

Petroleumspercussion
Mit studie er sådan rimelig slammet, og jeg havde en brændeovn derinde på et tidspunkt, der kørte på petroleum. Det var ikke super sundt at være lukket inde i. Det har sikkert taget et par år af mit liv, og et par hjerneceller med (griner, red.). I studiet havde jeg en 10-liters orange dunk til petroleum, hvor der var en lille slat i bunden. Så tog jeg et par trommestikker, og begyndte at lave sådan noget tamburagtigt percussion på den der satan. Jeg spillede det samme 16 gange, og lagde sporene oveni hinanden, så det lyder som om der står et 16-mands tambourkorps og brager én i hovedet. Men egentligt er det bare mig, der står og hamrer, kongeskæv, på en eller anden plastikspand.

Lilletromme-dogmet
En fed detalje ved ”Gå for det” er, at der ikke er nogen lilletromme med. Inden for rytmisk musik er det altid stortrommen der varierer, mens lilletrommen altid er der til at slutte af. Det blev lidt til en udfordring for mig selv ikke at putte lilletromme på nummeret.

Teksten
Jeg gik og lurede på, hvad jeg skulle synge på den her instrumental, jeg havde lavet. Linjen “gå for det” kom pludselig til mig. På det tidspunkt havde jeg egentlig rimelig mange numre til mit album, men der var ligesom ikke den der åbenlyse single. Så hørte jeg det her og tænkte, at det var der i hvert fald ikke andre, der lavede lige i øjeblikket. Så jeg gik den vej med nummeret, og det blev til en nærmest selvbekræftende og optursagtig ting.

Træt af klynkemusik
Noget af det jeg synes, der virkelig mangler i musikken lige nu er at komme ud med et positivt budskab. Jeg er ikke så glad for melankoli. Jeg kan godt li’ melankolske ting, og der er meget melankolsk musik, jeg godt kan lytte til, men jeg synes sgu det er lidt billigt. Det er for nemt. Der er simpelthen gået inflation i at have det nederen.

“Gå for det” var bare én stor fed fuckfinger til melankolien og fucking indie-scenen, og alle de der hoveder, der render rundt i deres stramme bukser, og bare har nederen på hele tiden. Altså, lad nu vær’, du har det faktisk meget fedt, og du bor i Danmark, hvordan fuck kan du tillade dig det? Melankoli er et tegn på den ypperste dekadence. Der er ikke noget der hedder klynke-indie i Uganda. Det findes ikke. Kom videre i dit liv.

Broke and happy
Hvorfor skal jeg rende rundt og synge klynketing, når jeg faktisk har det rigtig dejligt? Jeg har aldrig været fladere end jeg er lige i øjeblikket, og skylder i hoved og røv, men jeg har kærlighed i mit liv, jeg er lige blevet gift, min musik og karriere går godt – og jeg er i det hele taget en glad mand. Der er ét nummer på pladen der lidt deprimerende, men det er egentlig bare mere en opremsning af, hvordan jeg nu er vokset op.

Note-to-self
”Gå for det” handler meget om at tro på sig selv. Det er lige så meget en post-it til mig selv. Hvis jeg render rundt, og har det lidt hårdt, så er det måske alligevel ikke så slemt. Det kan godt være der ikke ligefrem er foie gras i køleskabet, men der er leverpostej, og det er også okay. I det mindste er der mad og huslejen er stort set betalt.

Til håndbold med familien DK
Lige efter jeg havde lavet nummeret, så havde jeg en eller anden idé om at det var perfekt til sport, fordi der er sådan en insisterende rytme i det. Inde i mit hoved forestillede jeg mig nogle lidt for muskuløse håndboldpiger i slow-motion, der flyver igennem luften. En dag var jeg så ude og spille et par numre til en AGK-kamp (AG København, red.) i fucking Brøndby-hallen. Der spillede jeg “Gå for det” og fuck familien Danmark ku’ godt li’ det lort. De sad med deres bang-rør, og havde det helt konge. Der gik sportsdrømmen sgu lige i opfyldelse. Det var grineren.

Optur over dansk
Det er forskelligt, hvordan jeg arbejder med mine tekster. Jeg ville ønske jeg havde en mere stabil måde at skrive tingene på. I 80% af tilfældene er det musikken, der er der først, og så finder du ligesom ud af hvad sangen prøver at sige til dig – og så skriver du ud fra det.

Det er meget nyt for mig at gøre det hele på dansk. For mig har det været en utrolig sjov oplevelse, og jeg har virkelig fået optur over dansk. Hvad man ligesom kan tillade sig og prøve at gøre noget andet som andre folk ikke gør. F.eks. sige “lort” i en sang – altså hvorfor ikke bruge ordet “lort”?

Det fucking bedste i verden
Mange hiphop-shows burde ikke være mere end 30 minutter, så har du set det. Så begynder folk at gå i baren. Hvis det bare var mig, og en DJ på en scene i en time og et kvarter, ville det eddermane være trist at se på. Med et band kan du “vibe”. Du kan kigge over på bassisten, og se at han bare står, og har det vildt. Mig og bassisten ”Mixen” har faktisk spillet sammen on and off i 13 år efterhånden. Vi er gamle krigskammerater. Jeg kan huske nogle gange, hvor det bare har været så fedt, at du bare har ladet være med at spille, ladet guitaren hyle og bare stået med hænderne oppe over hovedet. Det er det fucking bedste i hele verden.

At være på en scene er en dejlig måde at rense hovedet på. Når du går derop, så nytter det ikke noget at bekymre sig om, at du skylder penge væk i skat, at din bankrådgiver ikke gider dig, eller der ikke er råd til at gå i Netto. På scenen er der bare en ting, der er vigtig: og det er lige nu og de næste ti sekunder frem, hvor du skal huske din tekst, hvad bandet spiller og du skal sørge for at folk ude i salen forstår, hvad du har gang i. Det er meget zen-agtigt – du er i øjeblikket. Det er lige nu og her. Og pludselig er det bare slut. Det er for fedt.

Der skal da være børn i videoen
Jeg vibede med to instruktører, og vi kom frem til forskellige scenarier, og hvad “gå for det” ligesom indebar. Jeg havde en eller anden idé, fordi teksten er så dejlig naiv, at det ville være fedt at have børn med. De der unger og Beate Bille ville gerne være med, og det var faktisk Beates mand, der filmede det. Det var et fucking professionelt hold.

Fladt land har jeg selv klippet, og jeg kan godt lide at lave videoer, men her gav jeg meget mere slip. Man skal ligesom vide sin besøgstid. Der er nogle ting man kan, og der er nogle ting, man skal overlade til andre. Det bliver det bedre af. Jeg tatoverer heller ikke mig selv, eller forsøger at reparere min kloak – det vil jeg gerne have professionelle til.

De lavede videoen og jeg sad bare og tænkte “helt sikkert.”

Jeg sætter jo bare toner sammen…
Jeg kalder mig selv kunstner, fordi jeg dyrker en kunstart, og det er mit erhverv. Jeg laver ikke kunst. Det er op til den enkelte lytter at finde ud af om det er kunst eller ej. Jeg sætter jo bare toner sammen. Toner, rytmer og stemninger. Det er ligesom det, jeg kan. Jeg ser mere mig selv som kunsthåndværker. Det er ikke op til mig at definere mine egne ting. Hvis du først begynder at kalde dig selv for geni, så er du for alvor fucked. Medmindre du er Prince, men han er også fucking skør.

Ugens uundgåelige. Igen. Igen.
”Gå for det” er den fjerde Ugens Uundgåelige jeg har haft, hvilket jeg synes er pænt sindssygt. Det er en rimelig svedig klub at være med i. Fire af de gode. ”Gå for det” markerer ligesom at nu er jeg inde i en ny retning, og for mig var det også et skridt mod noget mere voksent musik.

Sidste gang jeg lavede en plade var jeg 27 år (nu 34, red.), og fattede ikke en brik. Jeg var ikke pissevoksen. Det ved jeg så heller ikke om jeg er nu, men jeg er mere derhenne af. Jeg er i hvert fald kommet til nogle realiseringer, og har indset at nu er det alvorligt. Der er meget på spil, og det handler om at sætte pris på det, fordi det her shit kan være slut i morgen. Det er med at nyde det. Så det går jeg rundt og gør.

Foto: Rasmus Nautrup

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *