Kúra – Gógó

 ·  Elektronisk  ·  0 kommentarer


I slutningen af april er Kúra klar med deres debutalbum “Halfway to the Moon”. Vi tog en snak med Brynjar Bjarnfoss om nummeret Gógó, der handler om et islandsk får og hvad remixet fra Lulu Rouge har betydet for trioen.


Det hele startede med Gógó

Kúra blev faktisk skabt på grund af Gógó, da min mosters og Fanneys fasters søster døde i sommeren 2009. Det var samtidigt med Roskilde Festival, som jeg var afsted til, men jeg fløj til Island med det samme for at være med til begravelsen. Dagen efter begravelsen sad vi ude i hendes have og sang. Det var en fantastisk solskinsdag på Island, men der var selvfølgelig også en halvdeprimeret stemning. Der sang Fanney første vers af ”Gógó”, hvor jeg tænkte, at det lød for sindssygt! Jeg spurgte, om vi ikke snart skulle finde ud af noget musik, og det blev vi hurtigt enige om. Fanney havde et lille legetøjskeyboard, hvorpå jeg fandt frem til melodien. Så vi sad faktisk og lavede nummeret ovenpå begravelsen.

Teksten
Fanney havde skrevet stykket:

Magnetic fields streaming through the endless sky
Right above the ice cold river ice cold
Leave us behind like wild animals
Running like we don’t know where to go go
My heartbeat floating down the river
Following the stars which will tear us apart

Jeg tror faktisk, at det var det, hun havde, og så lavede vi resten sammen. Hun havde en grundidé og selve sangmelodien. Vi optog det på min telefon og hun sang, så jeg ikke glemte melodien.

Da jeg kom hjem til Danmark, skyndte jeg mig ned for at indspille den. Så sendte jeg det til hende, og hun syntes det var rigtig fedt og kom til Danmark tre uger senere. Da hun ankom, lavede vi faktisk Gógó på et par dage.

Det handler om et får…
Det første vers Fanney har skrevet, var mest for hende selv. Jeg tror ikke, det var rettet imod nogen eller noget bestemt. Hun fik bare billeder i hovedet, da hun skrev teksten. Det blev nemt for os at skrive resten af teksten, da vi fandt ud af, at det skulle handle om et får, ved navn Gógó,  på de islandske bjerge, der elsker sit bjerg. I starten af nummeret er der græs på bjerget, men pludselig bliver det vinter, og det her får ender på en isflage, som fører det væk fra øen og Island.

Cause I will always love you
No matter how far away I am from you

Så kommer isflagen tilbage til fastlandet, og det bliver sommer. Teksten er meget deprimerende i starten, men så finder fåret hjem til sit bjerg.

Debutalbum d. 30. april
Pladen udkommer d. 30. april. Planen er sådan set bare at komme ud og spille og have det sjovt med det. Vi har også fået nogle spændende henvendelser fra andre lande. Lige nu har vi faktisk kun fem numre ude, så det er vildt fedt, at der er så meget interesse allerede. Det bliver meget, meget spændende at se, hvad der sker, når pladen kommer ud.

At improvisere i studiet
Nogle gange har vi arbejdet med at improvisere tekster frem i studiet. Når vi har lavet en instrumental, så synger Fanney det, der falder hende ind, og så optager jeg det – og så hører vi det sammen og tyder noget ud fra det. Så skriver jeg ned, hvad jeg tror det handler om. Ud fra det danner vi os en lille historie omkring, hvad det er, og skriver teksten ud fra det. Men ofte har Fanney færdige tekster med hjemmefra, og så tager vi udgangspunkt i dem.

Folk kender teksten
Det er ret sjovt at spille Gógó ude, fordi folk synger med. Det er en meget speciel oplevelse, når folk kan teksten til ens nummer. Det er helt vildt fedt at komme ud og få den respons.

Det giver også et helt nyt liv til numrene, når man er ude at spille dem live. Nu har vi så kun spillet numre fra pladen et par gange, men nu kommer vi til at spille dem en hel masse på kommende turneer både i ind- og udland. Både Rasmus og jeg synger live for første gang, så det hele er meget specielt. Man føler sig lidt nøgen i starten, når man skal spille numrene de første par gange. Vi har også fået trommeslager på nu til vores live shows. At der er et så bærende organisk element udover guitar og melodika, løfter showet virkelig meget.

De unge mødre
Jeg fandt ud af, at Gógó blev brugt i De Unge Mødre. Jeg var på besøg hjemme hos min mor, stedfar og lillebror, og lige pludselig skriger min mor af grin. Jeg løber ovenpå til hende, og så kan jeg høre, at Kanal 5 har brugt nummeret i De Unge Mødre. Det var ret sjovt. Den havde jeg ikke lige set komme.

Lulu Rouges remix (Lyt til remixet)
Jeg var inde i studiet hos Buda og T.O.M. i 2006, hvor de gav mig gode råd og tips til udstyr osv. Det var mit første møde med dem. Ca. fire år senere remixer de så “Gógó”. Det er klar noget af det fedeste, jeg har oplevet med nummeret.

Remixet har betydet virkelig meget. Uden det remix tror jeg slet ikke, at EP’en ville have nået så vidt omkring. Takket være dem, bliver vi spillet på de fleste klubber og diskoteker i Danmark.

Vil du vide mere?
Tjek Kúra på Facebook
Køb Gógó på iTunes
Lyt til Kúras nye single “Joe”

Foto: PR-foto

m4s0n501
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Hvad synes du?

Read previous post:
Foto: Rasmus Ejlersen
Mighty Midgets – Thoughts on Article 19

Vi satte Mighty Midgets guitarist og sanger Niels Højgaard Sørensen til at fortælle om “Thoughts on Article 19” fra bandets...

Close