Per Vers feat. Povl Dissing – Fri & Fallit

 ·  Hiphop  ·  1 kommentarer

Denne uge er vi stolte af at kunne bringe et interview med ol’ thirty bastarden Per Vers. Læs om mødet med Povl Dissing, om kampen mod hverdagen, om at skrive ærlige tekster og hvad han (musikalsk set) roder med for tiden.


Grundstenen til nummeret

Jeg skriver mine tekster over lange perioder. Det med at sætte sig ned og forfølge en tanke eller ide og spytte et færdigt nummer ud, det er stort set ikke-eksisterende for mig. I stedet kommer der passager og brudstykker, der langsomt bliver til fulde værker. Jeg har en databank oppe i krydderen over emner, jeg går og brygger på.

”Fri & fallit” kom oprindeligt på banen, da vi lavede albummet med Kinski i 2009, og der var et nummer, der hed Alt er såre godt. Da jeg hørte beatet og teksten, skrev jeg et vers til nummeret. Men nummeret havde ikke brug for mere, og så kom verset over i ”databanken”. Verset jeg skrev endte med at blive grundstenen i ”Fri & fallit”.

Fra reptil- til raphjerne
Det kan være en hurra-oplevelse, når man sidder og kæmper med at beskrive en følelse, og pludselig dukker den frem – ikke fra reptilhjernen, men fra raphjernen, at det du vil beskrive, det har du allerede skrevet før. Og det der oprindeligt var skrevet til noget andet med en anden vibe, det fungerer til det du sidder med nu. Det er fedt.

Kryptiske tekster
”Fri & fallit” er et af de sværeste numre at fortælle om, fordi det er det eneste på EGO-pladen, som ikke har et helt klart emne. Alle de andre tracks kan ligesom koges ned til en enkelt linje, der fortæller, hvad det handler om. ”Fri & fallit” er mere abstrakt, og det er et ydmygt forsøg på at skildre nogle følelser og en tankeverden, som ikke er én til én. Der er rigtig mange pop- og rapnumre, der rigtig gerne vil reducere verden og gøre den simpel.

Jeg kan godt lide den mere kryptiske tilgang til tingene som L.O.C. f.eks. har taget, hvor der stadig er hårde udmeldinger, man lige studser over, men når man lægger alle udmeldingerne sammen, så får man et mere komplekst billede af de følelser eller fornemmelser han beskriver.

Forløsning eller ej?
På ”Fri & fallit” nægtede jeg at lave en forløsning i slutningen af nummeret. Det er der rigtig mange musikere, der bliver fristet af. Altså hvis man fortæller om, at noget er hårdt, så slutter man af med at sige at ”det skal nok gå” i de sidste fire linjer.

Kampen mod hverdagen
Den røde tråd på EGO er kampen mod en del af hverdagen. På nogle af sangene behandler jeg emnet humoristisk, og på andre bliver det nærmest tragisk. ”Fri & fallit” hører til den tragiske kategori – der er ikke det mindste træk på smilebåndet. Nummeret handler om forskellen på det, man gerne vil gøre – og det man ender med at gøre. Det er en smertelig oplevelse ikke at kunne være overfor andre som man gerne vil. ”Fri & fallit” er et forsøg på at beskrive den irritation, smerte og det selvhad som det medfører.

Nummerets mystik
Jeg ved ikke, om jeg skal afsløre om nummeret handler om et kæresteforhold, et venneforhold eller hvad det gør. Det kan godt fratage noget, hvis jeg fortæller, hvem det egentligt er dedikeret til. Det synes jeg, skal være en del af mystikken, som gerne må være der, hvis man gider at sætte sig ind i nummeret. Og det gør også, at man som lytter ligesom selv kan bestemme, hvem der er afsender og modtager.

”Fri & fallit” handler også om at give slip eller slippe noget, selvom det går i stykker. Det giver både en fornemmelse af frihed samtidigt med det er en falliterklæring. Alt efter humøret, dagen og omgivelserne, så vil det være forskelligt om man hæfter sig ved friheden eller falliterklæringen.

Det handler om finanskrisen…
En sjov historie med nummeret var, da en pensionist stoppede mig på gaden. Han havde købt pladen, fordi Povl Dissing var med på den. Han havde tolket ”Fri & fallit” helt bogstavligt, og synes, at det var en sjov fortolkning af finanskrisen. Og det er måske det sidste, jeg havde i tankerne, da jeg skrev den (griner, red.).

Historien bag Povl Dissing
Povl Dissing var en af de første, jeg havde i min egen pladesamling, fordi jeg stjal min fars plader. Min far har altid haft en rædsom musiksmag med enkelte punktnedslag af totalt god stil. Det har været ting som fede jazzplader, Niels Hausgaard, Povl Dissing og Benny Andersen. Det er lyden af min barndom.

Om at sample Povl Dissing
Povl Dissing var også med på min første plade, men det var i samplet form. Dengang fik vi tilsendt accapella-sporene, så derfor lød det som en duet, men det var et sample, og vi opdaterede et eksisterende nummer uden at have mødt ham. Jeg mødte ham første gang på restauranten på Kløften Festival, hvor jeg gik hen for at sige tusind tak og give ham et eksemplar af pladen. Et par uger senere kom der et håndskrevet brev, hvor han havde hørt pladen, og han skrev nogle meget fine ting som ”Ja, nu er der jo en generation imellem os, og alligevel føler jeg mig solidarisk med din stil”, og underskrev sig selv med ”Din fan, Povl”. Det var lige før at jeg rammede det brev ind. Det var så fem år siden eller sådan noget.

Da jeg sad med ”Fri & fallit”, følte jeg at der var brug for en udefrakommende stemme for at skabe noget afbræk. Jeg følte, at der var noget melankoli på nummeret, og det ville jeg gerne have en sanger eller sangerinde til at transmittere i omkvædet. Jeg var vidt omkring for at finde den rigtige. Jeg spurgte bl.a. Fallulah (det var inden hun udgav sin plade), og hun kunne godt lide nummeret, men var lige ved at have sin egen plade færdig. Jeg var også forbi Malthe Fischer fra Oh No Ono, der også var inde og indspille – det blev fint, men han følte ikke, han kunne tilføre nummeret det, der lige manglede. Så tænkte jeg fuck it – lad mig da udnytte, at jeg har Povl Dissings mail på min computer, og så her fem år senere skrive til ham og sige, at jeg har en opgave til ham, hvis han er frisk. Ved en fejl kom jeg så til at sende en tom mail til ham. Dagen efter svarede han så ”Hej Per. Du har sendt mig en mail, men der var slet ikke noget i den, og jeg er bare så spændt på, hvad du vil med mig. Kærligst Povl”. Derefter lykkedes det mig så at sende musikken afsted, og han synes det både var “frækt” og “moderne”. Det Povl synger i omkvædet er så en tredje tekstbid, jeg tidligere har skrevet. Jeg har et word-dokument, der er 104 sider langt, der hedder ”Poetiske punktnedslag”, hvor det ældste er 10 år gammelt. Og der lå de her 4-6 linjer, der blev til Povls omkvæd.

I studiet var han virkelig ydmyg, og tog det om rigtig mange gange, for det var noget andet end de viser, han plejer at synge. Det var nyt for ham at synge over et mere bombastisk beat.

Kunstneriske samarbejder
Noget af det mest tilfredsstillende er at møde kollegaer og kreere noget sammen, der er større end hvem vi er som mennesker. Det synes jeg er totalt luksus. Jeg er som regel meget ydmyg, for de folk jeg arbejder med, de kan som regel noget, jeg ikke kan. Det går selvfølgelig begge veje, for de kan som regel ikke rappe. Jeg har lidt mindreværdskomplekser over ikke at kunne synge rent og ikke udtrykke mig tonalt. Derfor er det virkelig stort, når der kommer en udefra, der lige præcist kan udtrykke det, jeg har i hovedet. Når det også er mig, der skriver teksten, så får jeg jo nærmest rollen som producer. Det er en forløsning, når jeg har en ide, jeg ikke kan udføre, men kan give den videre og se den blive til virkelighed.

Onani på hotelværelset
Jeg tror på, at melankoli er et grundvilkår, og den er nem at forfalde til. Alt der er overstået i ens liv, kan man kigge på melankolsk. Hvis man har oplevet noget hårdt, så er det svært at tænke tilbage på det – og hvis man har oplevet noget godt, så er det hårdt at tænke på, at det er ovre. Så efterhånden som man bliver ældre, så bliver der ligesom en større og større palette af farver, man kan male med. Jeg har altid brugt musikken til at skabe et rum uden om melankolien. Forsøgt at skabe et univers, der var farverigt og sjovt. Lidt ligesom et kækt funk-orkester uden for mange bagtanker. Men det er ikke tilfredsstillende for mig længere. Jeg vil gerne behandle melankolien og stå ved den, og det skaber en meget større forløsning at vise den frem. Det gør den også mindre farlig. Jeg har fået rigtig fin respons på min åbenhed fra mange inkl. rapkollegaerne, hvor nogle har været helt lamslået over, at jeg fortæller om personlige ting som onani på hotelværelset eller at jeg græd, da mit første barn blev født. Jeg kan ikke selv forstå, at jeg har det fedt med at fortælle om det, men det har jeg. Der er meget frihed i det.

Skriveblokader og hårdt arbejde
En skriveblokade er, når ens hverdag eller kalender vil noget mere end ens kunst. Det opstår ofte i situationer, hvor man har planlagt at man skal kreere stor kunst. Det er typiske fælder, som hjernen sætter for sig selv. Min taktik er altid at være åben overfor nye ideer, og selvom det er mit arbejde, så ikke prøve at forcere dem. Helt lavpraktisk tager jeg min telefon med ind i sengen – selvfølgelig på flyfunktion for det er ikke meningen at ”bitches skal call me in the middle of the night” (griner, red.). Det er meningen, at jeg skal være klar til at notere de ideer, der måtte komme. Når man sørger for at få skrevet de mange små ideer ned, så er der bare rigtig meget på paletten, når man sætter sig foran computeren i fire timer for at omdanne teksterne til numre. Det er også her at det hårde arbejde kommer ind. Det er den håndværksmæssige side af sagen.

På en måde er jeg total perfektionist, men det er helt vildt vigtigt for mig at indrømme, at det perfekte ikke findes, når man skal skabe noget nyt. Lige meget hvad du prøver, så er der altid én, der er bedre til netop dét end du er. Så ville det ikke kunne betale sig at prøve at rappe hurtigt for Tech N9ne findes – eller at lave noget vildt minimalistisk, højtideligt poesi for Leonard Cohen gør det jo super godt. Der må man ligesom kigge på den tekst, man er ved at forme til et nummer som om, at det var en sød lille hundehvalp. Den skal også have lov til at leve, selvom der allerede findes veltrænede vagthunde i verden. Så kan man altid kritisere den til døde senere, men i processen skal den have lov til at være der.

At følge op på en succes
Jeg kan sagtens forstå, at folk går helt kolde, hvis de har lavet noget, der er blevet virkelig godt modtaget eller et kæmpe hit, og så ikke kan følge op på det bagefter. Jeg ved f.eks. godt, at den plade jeg lavede sidst, den kan jeg aldrig lave igen, og jeg kan lige så godt lade være med at prøve. Det skal være noget andet næste gang – der skal være en anden drivkraft.

Jeg fik valgt et album-track ud som årets sang til Steppeulvene, og det kommer jeg sgu nok aldrig til at opleve igen. Der var fire massive radiohits, og så havde de ligesom fanget, at der var et-eller-andet i det der 7 minutter lange album-track uden omkvæd. Det kan jeg ikke leve op til igen – jeg kan ikke lave endnu et track, hvor man hører min førstefødte kommer til verden. Man bliver nødt til at adskille tingene. Det man har lavet færdigt, det lever sit eget liv, og det rumsterer ude i verden – måske bliver det glemt og måske bliver det husket, og det kan man ikke selv bestemme. Hvis man tænker sådan, så er man fri igen. Fri til at lave noget nyt.

Tekst og musik
Ideelt set så skal man parre ordene og musikken på en ny måde hver gang. Lyrikken skal gerne være det instrument, der manglede i beatet. Jeg har oplevet masser af gange, at folk har produceret sindssygt fed musik, men hvor jeg bare ikke kan se mig selv i det. Det er også grunden til, at jeg udgiver andres musik på mit pladeselskab. Det handler om at finde beats, der inspirerer mig og mangler min stemme for at blive færdigt.

Det er bittesmå ting i det enkelte beat, der afgør, at nu skal jeg rappe på den hér måde – og det må meget gerne være forskelligt fra det sidste nummer, jeg lavede. Jeg synes desværre, at der er rigtig mange, der forfalder til at have det samme flow på alle deres numre. Og så føles det som om, at de kører på autopilot. Det skal jo blive sit eget selvstændige værk. Og det må meget gerne skille sig ud fra de mange terabytes musik, der bliver udgivet hvert år bare i Danmark.

Jeg kan godt blive misundelig på Kidd…
Du kan komme meget længere på tre fantastiske numre end du kan på 100 gode numre. Der kan jeg jo sagtens blive vældig misundelig på sådan en som Kidd, der bare kan turnere land og rige rundt på 2-3 numre. Der ramte han bare plet og musikken passede lige ned i tidsånden.  For mig er det en reminder om, at man skal give hvert nummer alt hvad man har.

Hvornår er et nummer færdigt?
Jeg tror, der er mange, som ikke laver musik, der undrer sig over produktionstiden. Altså hvis et album varer 50 minutter, og det måske svarer til 20 vers, og man kan vel skrive et vers på en dag. Så hvorfor tager det så to år at lave et album og ikke en måned? Det er de sidste 5% af nummeret, der tager 95% af tiden. Det kan f.eks. være, at man skal have fundet den rigtige mand, der kan spille det rigtige instrument på den rigtige måde, før nummeret er færdigt. Det kan også være at finde ud af, hvordan det her småkedelige break bliver omdannet til at være pissefedt. Og man kan ikke bestemme, hvor lang tid det tager, før man har fundet den rigtige løsning.

Man kan sidde med et næsten færdigt track, hvor teksten er klar, og det hele er godt, men alligevel føles det ikke helt færdigt. Så må man enten kaste det i fucking skraldespanden eller bruge en masse tid på at finde ud af, hvad det er, nummeret mangler. Det er min intuition der fortæller mig, om noget er færdigt eller mangler noget.

Det er fedt at spille et nummer for første gang for andre og iagttage deres reaktion. Det giver en særlig vibe at høre sin egen musik med en ved siden af. Man hører det ligesom med deres ører, og man kan bedre sætte sig ind i, hvordan andre oplever nummeret. Når man har siddet med tracket i lang, lang tid, så kan man sagtens være blevet pissetræt af det (griner, red.).

Musikvideoen
Det Kongelige Teater havde én dag fri på et halvt år, hvor der ikke var prøver eller forestilling på scenen. Vi måtte meget gerne komme, men det skulle bare være dén dag. Heldigvis kunne alle inkl. Povl Dissing der. Jeg skrev alle de ideer ned, jeg havde, og så tog min ven Ian, der er instruktør på videoen, over. Det er noget af det mest provokerende i verden at lave musikvideoer. Du sætter himmel og hav i bevægelse, og overlader alt til andre. Altså jeg gør jo ikke rigtigt noget i videoen. Jeg sidder ved et klaver, og lader som om at jeg spiller, og så vifter jeg lidt med armene i et teatersæde.

Når skuddene er i kassen, så går man hjem og man har ingen indflydelse på om det bliver et flot filmisk udtryk eller ren skolekomedie. Det er noget med at håbe på, at dem man arbejder sammen med, at de ikke kun er søde og dejlige mennesker, men også er dygtige til deres arbejde. Det er virkelig et kontroltab, og det er svært for en kontrolfreak som mig (griner, red.). Heldigvis blev det jo super vellykket.

Jeg går ekstremt meget op i det visuelle udtryk. Det er en del af æstetikken. Man har jo et budskab med sin musik, og når man sætter et billede på lyden – og det er lige meget om det er et cover eller en musikvideo – så skal det passe sammen. Mange ser jo et cover, og hvis det er fedt, så tænker de ”hvad mon der gemmer sig bagved?”.


Per Vers 2012

Det næste der kommer er en DVD med min Roskildekoncert fra sidste år. Jeg kunne jo ikke vide, om jeg nogensinde ville få chancen igen, så derfor fik jeg den selvfølgelig dokumenteret med 8 kameraer. Den udkommer 18. maj. For at give DVD’en lidt ekstra værdi, har jeg lavet en remix EP med 7 numre fra albummet. DJ Noize har lavet et 30 minutters mix med gamle live-optagelser med mig fra forskellige optrædener. Og så smider vi også Ego-pladen oveni via adgang til et downloadsite. Så kan jeg ligesom sige til folk, at hvis de tænder på det, de hører, men ikke lige fik købt pladen i sin tid, så kan de købe DVD’en, og så får de det hele inkl. en fed koncert.

Knust Kunst
Derefter kaster jeg mig over en meget gammel ide, der går 7-8 år tilbage. Det er et dogmeprojekt. Dogmet er, at alle sange skal bygge på ældre danske numre, som jeg har fået lov til at sample. I løbet af de 7-8 år, hvor jeg har haft ideen, har jeg været ude og få clearet rettighederne til ca. 20 gamle sange, som jeg skal fortolke på. Det bliver ikke hits, jeg sampler, det er alle mulige obskure ting, som de fleste har glemt – inkl. flere af de kunstnere, jeg har været ude og snakke med for at få rettighederne ordnet. Så der er gjort en masse benarbejde rent juridisk, og nu kan jeg gå i gang med det kreative. Det skal udmunde i et album, der nok kommer til at hedde ”Knust Kunst”.

Vil du vide mere?
Følg Per Vers på Twitter
Tjek Per Vers på Facebook
Besøg Per Vers’ hjemmeside
Køb “Fri & Fallit” på iTunes

Foto: Per Janus Sørensen

Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Hvad synes du?

Læs forrige indlæg:
Danni Toma – Et Vers Fra Digtsamlingen

Danni Toma har sammen med DJ Noodle og udgivelsen “Rige Mænds Jakkesæt” for alvor sat Aalborg på hiphoppens danmarkskort. Vi...

Close