Tone – White Dust

Sidste år modtog den nordjyske electronica-artist Tone ”Nordjysk Kulturpris 2011”. Vi fik hende til at beskrive tankerne bag nummeret ”White Dust”.


Inspireret af følelsen af mit hjerte
Jeg kan bedst beskrive inspirationen til mit nummer med et billede:

Bag nummeret sidder der en lille pige, der kæmper med at nedbryde en mur, som på et eller andet tidspunkt blev bygget omkring hendes hjerte. Muren fortæller nemlig ikke den rigtige historie, og den gengiver heller ikke al den kærlighed og stolthed, der ligger i det inderste rum.

Derinde er bevidstheden klar, janteloven er et stykke papir, der ligger krosset sammen og smidt over i det andet hjertekammer. Der ligger papiret sammen med alle de andre menneskelige hovne og usympatiske bedrifter, der i en strid og lang kamp er fordrevet over på den anden side af viljen til at overleve.

Muren er stenhård og kold, det stemmer ikke overens med resten.

Jeg ser dig sige, at du er stolt, jeg ser dig græde af glæde og inspiration. Jeg ser mig selv give noget, men ikke evnen til at tage imod. Jeg ser dig blive træt af den samme sang, derfor må jeg bryde muren ned.

SER MIG, HØR MIG, det hele virker forkert nu. Nu er det som Peter og Ulven. Du har mistet tålmodigheden. Derfor bærer jeg nu noget i mine arme (‘In my arms grows white dust’ (Hanging by the Moon, 2011)

Det er skrøbeligt og på vej til at genfinde sin rytme. Det er noget. Det er sikkert, men nu står du med ryggen til, og måske taber jeg det på gulvet inden du vender dig om og kigger.

Skriveblokade
En skriveblokader føles sådan her for mig:

Jeg sidder i mit kolonihavehus, hvor verden går virkelig hurtig, fordi der sker noget hele tiden. Et massivt billedtæppe af de vildeste scenarier tramper rundt, jeg er hurtig, kan ALT… Så bliver jeg meget sulten og græder, fordi jeg ikke kan bevæge mig. Alle de ting jeg har lavet er der ikke, de kom aldrig ud og jeg opdager, at min krop har siddet helt stille i otte timer.

Et klassisk og enormt stort klichefyldt sort hul åbner sig – dovenskab, TV, irritation, undskyldninger, massegrave med selvhad og selvværdet bryder ud i uvejr. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal have på, hvad jeg skal spise og hvem jeg er. Forfra bygger jeg mig selv op igen uden at gøre muren højere. Til sidst håber jeg den forbliver knæhøj, og at man i et hurtig hop kan komme over den. For at komme dertil har jeg opfundet et hejsesystem med usynlige tråde, så når jeg ligger allertungest ned, kan hejse mig selv op og ud i friheden og varmen igen.

Arbejdsrytmer
Jeg tror, det går for hurtigt, når jeg er der og for langsomt, når jeg ikke er der. Mit album “Hanging by the Moon” er lavet forholdsvis hurtigt, men det er med en to-årig længsel til at lave noget, der er bag. I de to første år af Platform4s tilblivelse, hvor jeg var kreativ projektleder m.m., var der ikke meget tid til at lave ny musik. Så i lang tid har jeg gået rundt med en voksende trang og lyst til at lave ny musik.

Instrumenter/teknikker
Jeg ser mig selv som en kæmpekat, der trykker på nogle knapper. Kæmpekatten tror, den kan spille på alle instrumenter (hvilket alle jo kan, så den er måske god nok?). Så sidder den foran en skærm det meste af tiden (hvilket næsten alle jo gør), og det ender ud i mange timers eksperimenter.

Kæmpekatten ved lige så meget hvad det er den gør, som den ikke gør det. Og det er måske den hemmelige ingrediens i musikmageriet?

Men lær lige lidt mere, før du er ‘rigtig’ musiker. Er katten musiker?

Vi er en cream-industri med forskellige ingredienser og forskellige labels, men vi skal alle sammen smøres i ansigtet på dig. Mmmh så bliver din hud dejlig blød. Du kan vælge på alle hylder, for tilbuddet er stort.

Den lidt kedelige, men lidt mere forståelige version er, at jeg optager lyde og redigerer dem inde i et program, tilsætter sang og andre fine lyde, som jeg finder inde i programmet. Resten er en kold mur og et varmt hjerte, der danser.

Fuldtidsarbejdet
NEJ tak, eller ja tak. Jeg erklærer hermed min personlig holdning til dette splittet. Jeg er blevet udstyret med et klistermærke i nakken, hvor der står jeg er kreativ på kommando. Det meste af tiden føles det rigtigt, men det gør også, at jeg aldrig slapper af inde i knolden. Nogle gange råber jeg et højt STOP uden lyd, det hjælper i cirka fire sekunder, og så kører det videre som om jeg ikke har noget at skulle sige.

Hvad jeg prøver at sige er nok, at der ikke er noget, der hedder 9-16-job, hvis man er et fantasifuld gespenst … eller sådan nogen som mig…

Jeg var engang til healing hos en, der hedder Healer Jan. Jeg skulle have lukket et hul (chakra) oppe ved hovedet og åbnet hjertet. Bagefter sessionen fortalte han mig, at han havde formået at komme til det punkt, hvor han kunne slå tankerne helt fra på et splitsekund. Han kunne komme fra at være stresset til at slå over i at sidde og være tom, blank, rolig, afslappet, lysende og helt uden sort flimmer. Sådan en knap ville jeg gerne have i mit 7-eleven liv.

Teksten til ”White Dust
The second chance you heard the frame, I walked by and said my name
Some will fall apart, keep it on the lie
In my arms grows white dust
In my arms grows white dust

The second chance you heard the frame, walked by and said my name
Anyway you are just lies
keep on
In my arms grows white dust
In my arms grows white dust
In my arms grows white dust

Jeg kan kun forklare, hvad teksten betyder i endnu en sangtekst-lignende opstilling.

Det’et i teksten kan være mange ting: angst, glæde, generthed, depression, lykkelighed, kærlighed, dig og mig etc.

1. vers
Anden gang jeg gør noget tør jeg råbe mit navn/det lidt højere, jeg siger det endda lige ind i dit øre
Dem som ikke tør høre sandheder bryder sammen. De vil ikke høre eller kan ikke, fordi der er blokeringer.
Vi lever i mange små løgne, og gør alt for at opretholde dem, så vi ikke ser og høre virkeligheden.
I min/dine arme gror der noget spændende, men jeg/vi er træt af at råbe højt omkring det, så hør og se sku da for helvede efter, når nu der er noget smukt lige ved siden af dig.

2.vers
Anden gang, som så må være treide gang, fortæller jeg det samme, men du er selvbedrager og dette forsætter. Løgnene, selvbedraget, bobbelen hvor du er din egen stjerne og alle andre er dine tilskuere.
Alle går rundt med noget smukt, men ingen ser rigtigt på hinanden.

Noget helt andet
Jeg synes det ville være fedt og spændende hvis dem, der læser dette og har lyttet til mit musik, har lyst til at skrive til mig, hvad I synes mine numre handler om, og så vil jeg gerne have lov til at poste om det på min blog.

Skriv gerne til info@urhlaut.com
Tak fra Tone

Vil du vide mere?
Find Tone på Facebook
Lyt til Tone på Soundcloud
Besøg Tone på hendes hjemmeside

Foto: Sofie Nielsen og Kristian Ravn-Ellestad

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *