Vessel – Cartography

Da Anders Mathiasen (den ene halvdel af Murder) for nylig spillede til Klub Husfred, tog vi en snak med ham om hans soloprojekt Vessel. Det blev til en snak om nummeret “Cartography” fra hans aktuelle debutplade “Enlettered Species”.


Bag om “Cartography”
Som titlen antyder har det at gøre med kort. Kartografi handler jo om at tegne kort, og sangen handler om at føle, at det kort man tegner med de veje man går, at de allerede er tegnet.

Der er altså andre, der har lavet vejene, fordi som jeg synger: “someone else has paved the way”. Jeg er født ind i den her verden, og jeg har ikke haft indflydelse på, hvordan det ser ud – det er givet på forhånd. Sangen handler om følelsen af, at hvis andre folk har lavet vejene, hvor meget er man så selv herre over?

Jeg bestræber mig på at få lyrik, musik og arrangementer til at spille ret tæt sammen. Måske nogle gange overgøre det lidt for at tydeliggøre nogle ting og måske lave nogle utraditionelle tilgange i løbet af en relativt traditionel struktur. I “Cartography” kommer der f.eks. et afrostykke inde midt i det hele.

Lige før stykket med afromusik, synger jeg “dressed in silence”, som et billede på ikke at have noget bud på, hvad der styrer mig.

En dag med blokfløjte
En sjov historie fra skabelsen af “Cartography” er, at blokfløjtesporet i sangen er indspillet af min kæreste. Hun har ikke spillet blokfløjte siden 1.-2. klasse, og det tog en hel dag at få de få toner i kassen. Vi lavede så mange takes på det, og det var virkelig sjovt. Der er ikke noget der kan lyde så jammerligt som en blokfløjte.

Motivationen
Jeg kan tit have en fornemmelse af, at jeg ikke selv er herre over, hvad det er for nogle motivationer, som fører til de handlinger jeg udfører i en given situation. Det forsøger jeg så at lave lidt sjov med ved pludselig at have en passage med afrobeat og prepareret guitar og to saxofoner, der duellerer og improviserer oveni hinanden.

Der tager jeg den helt ud, og spiller på at være “dressed in silence”, fordi den stilhed er ikke en stilhed. I virkeligheden er stilheden larm, men den er bare så konstant, intens og så udifferencerbar at den opleves som stilhed, fordi der ikke er noget, der kan stoppe den.

Inspirationer
Mange af mine inspirationer på den her plade stammer fra, at jeg har lyttet på en dansk kunstner, som hedder Frisk Frugt. Det projekt og alle de ting han har haft gang i med de folk omkring ham i Yoyooyoy-kollektivet, har jeg dyrket rigtigt meget. Jeg synes, at det har en fantastisk ”fuck you”-energi.

Det er bestemt ikke alt, de laver, der er lige vellykket, men det er også lige meget, fordi de GØR det. De er så glade i låget og kører bare derudaf. Den plade der hedder “Guldtrompeten”, synes jeg kan noget fuldstændig specielt, og har defineret noget nyt og fuldstændig sat sin egen dagsorden.

Lysten til at arbejde
Frygten for at møde en skriveblokering kommer, hvis der er en forventning om, at man skal producere noget hele tiden. Skal man så ikke lave noget andet, hvis ikke der kommer noget? Skal man gå rundt og lede efter det? Skal man forcere ting frem? Hvis ikke det er lystbetonet, så gider jeg ikke. Så skal jeg nok lave noget andet i den periode. Så skifter jeg boldgade – jeg er hele tiden kreativ i en eller anden forstand, men så begynder jeg at tegne eller noget andet. Der er perioder, hvor der kommer en hel masse tanker, og der er perioder, hvor der ikke rigtig sker noget, men at kalde noget for skriveblokering gør bare, at man allerede har sagt for meget.

Nu har jeg to børn, og har et universitetsstudium kørende ved siden af, så jeg har nok at se til. Jeg sidder ikke og venter på at musen kommer og puster mig ind i øret, indtil jeg pludselig har et helt album inde i hovedet. Det er meget meget mere håndværksagtigt. Pladen her er lavet fra kl. 10-16, mens mit ældste barn var i børnehave, og det har virkelig været konstruktivt for mig. Jeg arbejder godt med de der faste rammer, fordi hvis det bliver for løst, bliver jeg sgu lidt initiativløs. Det er lidt skammeligt at erkende det, men sådan er det. Jeg tror ikke på skriveblokeringen i den forstand, at hvis man oplever det som en blokering, så har man en meget lidt konstruktiv opfattelse… Så skal man bare lave noget andet!

Lysten kan opstå i alt muligt, fordi jeg skriver jo hele tiden på skulderen af andre. Musik laves på musik ligesom kunst laves på kunst. Jeg imiterer jo bare, det er ingen hemmelighed. Man gør det som folk har gjort før. Hvis man er heldig, så på et tidspunkt uddestillerer der sig et eller andet, der er interessant.

Jeg sakser også helt konkret og siger “dén sætning, den tager jeg” fra et eller andet digt eller fra en film eller en løsreven sætning på gaden. Det kan også bare være noget helt banalt med bare at sidde og spille, og så kommer det til én. Mere romantisk kunstneragtigt er det jo ikke.

Mødet mellem kunsten og beskueren
Kunst er noget særligt, men man har også en tendens til at opskrive det til noget, som jeg ikke tror, det kan stå mål med. Man fokuserer ekstremt meget på kunstneren og ikke på kunsten – der hvor der sker noget det er mødet mellem beskueren og værket. Kunstneren er ret uvæsentlig i den sammenhæng. Ikke at man ikke kan blive klogere af at snakke med kunstneren, men det interessante er at dykke ned i mødet. Det er sådan, jeg tror kunsten fungerer. Kunst, og mit tilfælde musik, skaber en mulighed for en beskuer kan opleve noget på nogle betingelser som vedkommende ikke selv har sat – og det er ret unikt.

Et spørgsmål om at gøre det
I virkeligheden så er det jeg er imponeret over ved den her plade, og ved mig selv er, at den blev lavet og fulgt til dørs. Det at have lavet et nummer, i mit tilfælde oftest på guitar, og så finde motivationen til at følge det helt til dørs og stå med en færdig vinyl i hånden, den vej er så ufattelig lang og man spørger sig selv “gider jeg det?” rigtig mange gange undervejs. Det handler også om at gøre noget for andre mennesker, som musik har gjort ved én selv. Det musik gjorde ved mig, da jeg var yngre, det tror jeg er det, der har gjort, at jeg spiller musik den dag i dag. Det var den radikale følelse af, at det hele er frit – vi kan forestille os hvad som helst, det er bare et spørgsmål om at gøre det.

Inspirationen til Vessel
Det er jo et sammensurium af alle de gamle koryfæer – alle dem du kan forestille dig. Genren bekender sig til en amerikansk singer-songwriter-tradition, og det er det sprog, som falder mig mest naturligt, og som jeg føler mig mest tryg inden for.

At synge på engelsk falder mig naturligt, fordi det er det, jeg er vokset op med som sangskriver. Men det kunne aldrig falde mig ind at skrive et digt på engelsk, men med en sangtekst har jeg et formsprog i engelsk som jeg kender bedre, fordi det er det, der har flydt i mine årer siden jeg begyndte at høre The Beach Boys, Bob Dylan eller Leonard Cohen på min fars grammofonplade. Det kan man jo sagtens høre i min musik, og det er der jo ingen skam i at sige, at det kommer derfra. Det kan alle jo høre. Det er dem, der har opfundet den skabelon vi færdes inden for. Jeg prøver at synliggøre det, og det er da også en eller anden form for strategi. Det bliver en form for intellektuel proces, og det er helt bevidst. Musik skal naturligvis også være sanseligt. Det skal være sanseligt, imødekommende og spændende for lytteren, men det intellektuelle skal virkelig med. For mig duer det ikke, at det enten kun stryger med hårene eller mod hårene. Tingene skal gerne spille sammen. Det er der musikken rører ved noget indeni i mig.

Jeg prøver at synliggøre mine inspirationer og endda overgøre det og gøre det kliché-agtigt. For eksempel med en akkordrundgang, et skifte mellem akkorder, hvor man har alle med på, hvad det handler om. Jeg forsøger så at give det en kant og gøre det til mit eget. Jeg vil ikke sige, at det altid lykkedes, men jeg bestræber mig på at holde mig inden for traditionen og gøre mine inspirationer til en del af det, jeg selv laver.

Fremtiden
Vessel har forskellige former, og jeg har spillet med det både som en trio og som et større band. Jeg håber, at Vessel er noget jeg bliver ved med at lave hele tiden. At det bliver en slags repræsentation af det jeg laver musikalsk, når det er mig, der skriver numrene. Jeg er i gang med at lave en plade mere, og det ser ud til, at den på nogle områder bliver markant anderledes end den her. Meget mere åben, instrumental og improviseret.

Jeg kunne godt tænke mig, at Vessel blev sådan en åben størrelse og et label for hvad jeg har af output i en given periode og forhåbentlig sammen med nogle af de folk jeg spiller med nu, fordi der er da virkelig nogle talentfulde musikere, jeg har en god udveksling med.

Vil du vide mere?
Find Vessel på Facebook

Foto: Malthe Ivarsson (fotomfi@gmail.com)

Vil du vide mere om ?
Tak for din feedback! Del det på Twitter...
Hvilket ord beskriver indlægget bedst?
  • Inspirerende
  • Nørdet
  • Underholdende
  • Informerende

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *